Danmark er hjemsted for en af verdens stærkeste robotklynger, og det nye event NextGen Robotics Live samler robotfolk, beslutningstagere, virksomheder og teknologieksperter fra hele verden som en del af det nye Week of Robotics i Odense.
Og det hele løber af stablen fra den 6.-8. maj.
Oplev nogle af de mest markante stemmer i den globale robotindustri, når den nye internationalt orienterede konference NextGen Robotics LIVE åbner dørene den 6. maj 2026. Konferencen arrangeres af Odense Robotics og Erhvervshus Fyn.
Programmet byder på stærke internationale keynotes, der sætter retning for branchens udvikling, og en Engineering Arena, hvor fokus er på forskning, udvikling og teknologiske gennembrud inden for bl.a. AI, humanoide robotter, droner og autonome systemer.
Samtidig præsenteres projekter og løsninger fra NextGen Robotics i konferencedelen og i en mindre udstillingsdel, mens vi samtidig ser nærmere på den næste fase i projektet.
Fyrtårnsprojektet NextGen Robotics fokuserer på udvikling af robotteknologi til produktion af store emner (large structure production) og avanceret droneteknologi til både lands, vands og i luften. Undervandsdroner er en del af indsatsen og kan opleves live i Svendborg, hvor BlueTech Center afholder BlueTech Event med demonstrationer af den nyeste teknologi.
Det hele sker hos UCL University College Lillebælt på Seebladsgade i Odense.
NextGen Robotics LIVE sætter scenen for fremtidens innovation og samarbejder inden for avanceret robotteknologi. Konferencen henvender sig særligt til ingeniører, udviklere, CTO’er, forskere og beslutningstagere i både ind- og udland.
– Week of Robotics bliver et samlingspunkt, hvor hele økosystemet mødes fra tekniske eksperter og forskere til virksomheder og beslutningstagere. Samtidig giver det en unik mulighed for europæiske robotorganisationer, klynger, det politiske system og andre interessenter til at mødes og diskutere branchens muligheder og udfordringer, fortæller Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics.
En anden central begivenhed i Week of Robotics er ROBOTBRAG, arrangeret af Dansk Robot Netværk, DIRA og Teknologisk Institut. Her kan virksomheder og andre nysgerrige mennesker finde inspiration til, hvad der kan lade sig gøre med AI og robotteknologi, og hvordan du bedst forbereder din virksomhed til fremtiden.
Fakta om Week of Robotics
- NextGen Robotics Live: Arrangeres af Odense Robotics og Erhvervshus Fyn. Afholdes hos UCL i den gamle Wittenborg-hal den 6. maj 2026. Fokus på de nyeste teknologiske gennembrud og internationale perspektiver.
- ROBOTBRAG: Arrangeres af DIRA og Teknologisk Institut den 7.-8. maj 2026 i Forskerparken. Branchens traditionsrige samlingspunkt, hvor danske og internationale virksomheder viser deres løsninger i praksis, mens man også kan se innovative løsninger hos Teknologisk Institut, som holder åbent hus.
- Week of Robotics: Et fælles initiativ af Odense Robotics, DIRA og Teknologisk Institut. Samler hele økosystemet og positionerer Odense som Europas stærkeste robotmiljø.
Se mere og tilmeld dig NextGen Robotics LIVE her:
NextGen Robotics Live – Odense Robotics


